Så forsvandt sommeren.. 

..Og som sædvanligt gik det alt for stærkt. Men tiden er nu kommet til den næste fase i haven… Opgravning og opbevaring af dahlia knolde.

Allerførst – der er rigtig mange måder at gøre det her på og det, der virker for dig og dine knolde, det er den rigtige måde, så det jeg fortæller om her, er den måde som virker bedst for mig ud fra de jordtyper og opbevarings muligheder, jeg har. 

Først til det hårde arbejde- Dahliaerne skal graves op. Det er et slid og man kan komme til at spidde nogle tubers (de små kartofler), man kan også komme til at hakke nogen over. Ingen panik og ikke noget med at kassere knolden- der er “overlevelses muligheder” Dem har jeg skrevet om længere nede i dette indlæg.

Når du graver op, så pas på ikke at knække stænglen i bunden (under jord overfladen), oftest når de knækker dybt nede ved knolden, så er alle vokse punkterne væk (øjnene) og så er der ikke noget at spire fra næste år og så er knolden færdig. Så lidt forsigtighed er nødvendigt. 

Skal knoldene graves op- kan de ikke bare vinterdækkes? Nogen har held med det – andre har ikke. Tænk på at det er en slags kartoffel, så alt for meget vand og fugtig jord, det vil betyde skimmel og råd. Men har du lyst til at afprøve det- så har jeg læst mig frem til, at nogle dækker med tæpper, andre med blade og spåner. Prøv dig frem, hvis ikke du er “grave op” typen. 

Jeg er “grave op” typen – så det er på med de gode arbejdshandsker og så igang. 

Når de er gravet op, så er det bedste at lade dem tørre i vinden – ikke i direkte sol (bliver nok ikke et trussel i dette efterår, med det vejr vi har lige nu), men lad knoldene tørre et par dage.

Nogle vasker deres knolde. Det er især nødvendigt, hvis man har lerjord, der holder på fugten omkring knolden. Det kan give en masse rådne knolde, hvis ikke det bliver vasket af. 

Jeg vasker ikke knoldene i år. Sidste år havde jeg en del der rådnede, så i år, prøver jeg uden at vaske.

Når knoldene er tørret, så skal jorden børstes af (jeg bruger en gammel gulvskrubbe børste), derefter klipper jeg stilkene ned, til der ikke længere er et hulrum. Ørentviste og andre insekter elsker at tilbringe vinteren i hule dahliastilke, mens de lever af dahlia knolden.

Så bliver tuberne (altså de små knolde) gået igennem. Er de knækkede og hænger i tråde, så klippes de af. Rødder bliver også klippet af.

Som I kan se, så fik jeg hakket noget af en tuber, men den er tørret godt op og er blevet dyppet i kanel. Det skulle virke i mod svamp/mug/råd. (Om det bare er et gammelt husmoder trick, det ved jeg ikke – men det skader ikke) 

Nogle dypper hele knolden i atamon – bare et hurtigt dyp, men det har jeg aldrig forsøgt, så jeg kender ikke effekten af den procedure. 

Nogle deler knoldene nu, men det virker ikke hos mig, så tørrer mange for meget ud i løbet af vinteren, så jeg venter med at dele til foråret – medmindre der er råd i nogle af knoldene, så deler jeg.

Hvis moderknolden (altså den jeg plantede i foråret) virker lidt slatten og meget blød, så fjerner jeg den. 

Til sidst mærker jeg knolden med et skilt og så er den klar til at komme i en kasse. Jeg bruger “klapkasser” og plastikkasser.

Jeg lægger nogle knolde i savsmuld og andre knolde kun i aviser, men husk – aldrig låg på kasserne!!

Derefter skal knoldene vente et frostfrit sted. Jeg tjekker dem i løbet af vinteren og hvis de virker meget tørre, så bliver de sprayet med lidt vand, men ellers passer de bare sig selv vinteren igennem, indtil jeg finder dem frem i det tidlige forår. 

Dette er min fremgangsmåde – men som jeg skrev i begyndelsen, så er det en måde at gøre det på og ikke nødvendigvis en metode, der virker for dig og dine knolde. Så prøv dig frem til du finder din vej.

Jeg har stadig en del Dahlias der skal graves op og pudses af – så på med handskerne igen

/Gitte

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll to Top