Mange Dahlias- nærmest gratis?!?

Jeps, du læste rigtigt, man kan få mange Dahlias, for næsten ingen penge. De danner endda knolde, som man kan gemme og bruge år efter år- det er haveøkonomi jeg er fan af!! 

Vil du vide hvordan? Svaret er stiklinger! Man kan lave tro kopier af de knolde man allerede har! Man kan naturligvis også plante dahlia frø, men med dahlia frø, så kan man aldrig rigtig vide hvad man får. Så kan man også dele sine knolde, på den måde kan man formere og kopiere sine Dahlias. Men jeg har indtil videre ikke helt knækket den kode og desuden har jeg kommet til at købe nogle nye knolde, hvor jeg allerede i år, gerne vil have flere af samme slags, derfor er løsningen stiklinger. 

Jeg kan ligeså godt starte med at indrømme den første fejl jeg har begået med dahlia stiklinge. 

Jeg startede mine knolde for tidligt. Jeg startede allerede i slutningen af januar og det kan jeg godt se nu, at det var måske lige tidligt nok. (Planterne kan blive lidt for ranglede, men indtil videre krydser jeg fingre og satser på det kommer til at virke) 

Vil du prøve at lave stiklinger, så læs videre- der er hele min opskrift;

Du skal bruge en kasse, jeg har brugt nogle opvaske baljer og nogle gamle plastik kasser. 

I bunden har jeg lagt noget sand, noget godt muldjord (jeg blander krukke jord med kokusfibre, for at undgå at bruge for meget spagnum)

Du skal naturligvis også have en dahlia knold- og gerne flere. 

Dahlia knoldene lægges i jorden og dækkes- men sådan at halsen (toppen) ikke er dækket. Det er herfra at blomsterne skyder og derfor er det godt at kunne komme til der, så man kan tage stiklingen af. 

Mine får vand ca 1 gang om ugen, men ikke voldsomt meget. Det knolden har brug for er varme, så den tror at det er sommer. Så er det bare at vente på at den begynder at skyde. Det kan godt vare 2-3 uger, så man skal have lidt tålmodighed, 

Når så stiklingen begynder at vise sig- så skal den have lys. Mine har stået på gulvet ved radiatoren indtil de begynder at spire, derefter er de røget op i vindueskarmen. 

Når stiklingen er ca. 6-8 cm og har 2 sæt blade (ca), så kan den tages. Man kan skære dem af med et barberblad eller man kan forsigtigt knække dem af. Jeg knækker dem lige så stille af. 

Så tager jeg alle blade af undtagen 2, så planten kun skal koncentrere sig om at sætte rødder. 

Stiklingen sættes i en tørvepotte (jeg har desværre ikke fundet et godt alternativ til dem endnu, men jeg leder) som derefter står og trækker vand i ca 30 min

Jorden er så-og prikle muld. 

Til slut sætter jeg et mærke ved, så jeg ved hvilken plante stiklingen er. Jeg synes det er rart at markere planterne – også når jeg planter dem, så jeg har en ide om, hvor høje de bliver, så de ikke skygger/dækker for andre planter i bedet. 

Mine står under en vækstlampe, på den måde kan jeg styre at de ikke vokser for hurtigt og bliver for ranglede, men i stedet laver et godt rodnet. De står i en bakke med sand, så når jeg vander, løber vandet ned i sandet, som opsuger det og så kan planten selv trække det vand, den har brug for. 

De får lidt gødning når de er godt etablerede, men ikke alverden. 

Jeg nipper også mine, så skyder de flere steder og på den måde, får man flere blomster og en mere tæt og robust plante. 

På sigt skal mine stiklinge ud i drivhuset, mest pga pladsmangel (forspiringen til skærehaven har taget lidt overhånd) men jeg skal lige være helt sikker på, at der ikke kommer frost. De køligere temperaturer i drivhuset er også en god måde at “dæmpe” planterne på, hvis de vokser lidt for hurtigt. 

Når planterne endelig skal helt i jorden (omkring maj måned) så planter jeg dem i en god størrelse plastikpotte i jorden. Det skulle efter sigende gøre at der bliver dannet knolde. 

Jeg testede det i sommers med nogle frøspirede Dahlias. Dem jeg havde sat i plastikpotter, de dannede knolde, dem jeg bare havde plantet, dannede rødder og meget få knolde. 

Husk at tilvænne planterne i hvertfald en uge inden de kommer i jorden, vind og sol kan være meget hårdt for små planter, der har været overbeskyttede hele livet.

De knolde jeg allerede har taget stiklinge fra og hvor jeg ikke ønsker flere, dem har jeg pottet op med jord i garagen. Så håber jeg at de går lidt i dvale igen og så er klar til udplantning senere på året.

Jeg håber du har fået mod på at kaste dig ud i stiklinge dyrkning, det er slet ikke så svært og man bliver tosseglad i låget af at se spirende dahlia knolde og glæde sig til at krukker og bede bliver fyldte til sommer.