
Vi har haft en del have projekter i dette have år, men nu er tiden kommet til at nyde haven i stor stil. Rigtig mange af blomsterne er i fuldt flor og jeg må indrømme, at jeg er meget tæt på at have fået opfyldt min drøm om at hele haven skal være et stort blomstrende tæppe. Det betyder ikke at vi ikke har flere projekter eller havedrømme, for der er rigeligt endnu. Men denne weekend i august, skal der bare havenydes.
Så kom med på en lille tur rundt i haven..


Lathyrus eller ærteblomst pynter stadig omkring køkkenhaven og duften er bare berusende. Det er lidt en kamp, at fjerne alle frøbælgene, men jeg vil så gerne nå en blomstring mere. Jeg gemmer naturligvis også nogle bælge på planten, så jeg forhåbentligt kan indsamle nogle frø til næste år.
Min minimale skærehave begynder også at have farver, det projekt skriver jeg om senere på året.


Jeg er begyndt at blive lidt ramt af pelargoniernes skønhed og lige nu, er de rigtig søde i krukkerne.

Cosmos eller stolt kavaler plantede jeg mellem Dahlias og alene i højbed og det har jeg bestemt ikke fortrudt. De giver lidt lethed til de lidt tungere Dahlias. Men jeg blev meget overrasket over, hvor meget en cosmos egentlig endte med at fylde, så det skal lige huskes til næste år. Jeg har allerede indsamlet de første frø fra cosmos, så de kommer bestemt også i haven næste år.


Krukkerne bugner af både frøspirede og knolde dahlias, jeg er meget spændt på hvordan de frøspirede dahlias vil komme til at se ud næste år. Jeg har ingen ide om, hvorvidt de ændrer sig eller ej, men de kan nu et eller andet i krukkerne, så jeg tænker at jeg gemmer knoldene og så må jeg se, hvad de bliver til. Det er jo også lidt af det sjove med haven, man kan blive overrasket gang på gang.



Højbedene, der tidligere på året var fyldt med tulipaner, er nu fyldt til bristepunktet med Dahlias og jeg er helt vild med det!! Det eneste der mangler med disse smukke blomster er duften!! Giganterne begynder langsomt at komme frem, de er dog ikke så høje som jeg forventede, men det ser ud til at de kommende blomster får lidt længere stængel, så mon ikke jeg kan give den manglende sommervarme skylden for den lave vækst.




Næste gang er der rundtur i den nye forhave- den glæder jeg mig til at vise jer.