
Nu nærmer året sidste dage og så er det jo (som altid ved denne tid) tid til en statusopdatering. Jeg kom lidt for sent igang med haveåret, så denne opdatering gælder vel kun for et halvt haveår.
Men hvordan er det så gået med de krukkede havedrømme- nogle drømme er blevet opfyldt, nogle har skabt nye drømme og ja, enkelte drømme er også bristede.
Lad os begynde med de bristede drømme- dem er der heldigvis ikke så mange af, men der har været nogle fiaskoer i år.
Det har været et skidt år for vores jordbær, vi havde ikke så mange planter, og de gav heller ikke alverden. De få fuglene ikke hapsede i grøn tilstand, dem snuppede yngste skud i familien, nærmest inden vi opdagede at de var blevet en smule røde. Bonus er dog, at yngste skud er blevet meget have interesseret, nu hun har opdaget at der er frugt bonus.
En klar fiasko var min Hawaii “pind”, den smukke og velduftende Pomelia.. ja, det burde den være- men vores har stået som en pind hele sommeren uden en eneste blomst.
Sådan burde blomsterne se ud Min Hawaii pind
Nu er den kommet ind i varmen og det virker som om den er i trivsel. Der er kommet nogle knopper – men om det er nye blade eller blomster, der er på vej, det må tiden vise.
Mine højbede med blomstrende markblomster var bestemt også en fiasko. Der kom en del kornblomster, som jeg har sanket frø fra til næste år, men ellers var det bare en hel del grønne blade. Så jeg må finde på noget andet næste år, for at tiltrække bier og sommerfugle til vores have.
Lidt markblomster kom der Men ikke just det blomstrende hav jeg havde ønsket mig
Heldigvis var der rigtig mange ting der lykkedes i år- både i krukker og i drivhus. Vi var ikke eventyrlystne i vores drivhus, der skulle gerne komme mere spændende sorter og nye grøntsager næste år. Men både tomater, agurker og forårsløg har stortrives i år. Det er stadig lidt besværligt med peberfrugterne- primært på grund af sneglene, men vi må se om vi ikke kan dele lidt mere fair næste sommer.
I krukkerne har der været mange opfyldte drømme – især de smukke Dahlias og Tvillingeblomsterne, de har blomstret smukt igennem hele sommeren (altså da Diva-Dahlierne først kom igang)
Nu er alle Dahlia knoldene gået i hi og det er jo så lidt spændende hvor mange der er klar til foråret. Nogle har jeg delt, andre har jeg bare lagt i kasserne efter en let rengøring. Heldigvis har jeg bestilt en del, så der kommer ihvertfald Dahlia i haven igen næste år.
Nye krukkede drømme er bestemt kommet til i løbet af året. Så næste år skal vi have anlagt køkkenhave og skærehave. Der er andre planer i støbeskeen, men nu ser vi hvor meget vi når.
Heldigvis kan vi snart igen nyde blomstrende krukker- jeg er nemlig klar til foråret, for Haven 2021 skal startes rigtigt denne gang.