
De har været her længe, faktisk hele sommeren, men i denne weekend var det slut, der høstede vi de sidste fantastiske tomater i vores drivhus. Der har været rigtig mange i år og de har smagt fantastisk! Der er bare noget særligt over tomater fra eget drivhus.
Er det en frugt eller grøntsag?
Tomater kom først til Europa fra Mellemamerika i 1500 tallet og faktisk så spiste man den ikke i begyndelsen. Der var det en prydplante, fordi man mente at frugterne var giftige, så man havde den kun stående til pynt. Heldigvis begyndte man at spise den i 1700 tallet og siden er den jo nærmest blevet uundværlig. Kan I måske forestille jer et køkken uden hakkede tomater? Eller, gisp, ketchup?
Helt uret havde man ikke i 15-1700 tallet, det er kun frugten der kan spises, resten er faktisk giftigt.
Så er tomaten en frugt? Eller er det en grøntsag?

Botanisk set, så er tomaten altså en frugt, fordi den indeholder frø/ kerner og kan derved formeres og komme igen. Det kan en grøntsager, som f.eks. gulerod ikke.
Hvorfor ser vi den så som en grøntsag og ikke som en frugt?
Grunden til at vi anser tomater som en grøntsag er simpelthen et spørgsmål om told og penge til staten ( i det her tilfælde USA) I USA skulle man betale told af grøntsager, men ikke af frugt, så der var en hel del, der begyndte at importere og sælge tomatfrugter uden at betale told til staten, så skred myndighederne ind.
Så fastslog Højesteret at tomaten var en grøntsag og at der derfor var told på “tomat frugter”. Det er længe siden nu, men det hænger nu stadig ved, det der med grøntsagen.
Vores tomater

I vores drivhus har vi i år haft 2 forskellige tomat sorter- en SAN Marzano tomat og en cherrytomat Sungold. Vi har købt begge sorter som planter i plantecenteret. Det virker godt, at købe dem som planter, så føler man ligesom,at man er igang – men næste år vil vi prøve at så frø og se hvad der kan komme ud af det. Jeg har købt frø til en bøf tomat, Noire de Crimee, en mørklilla sort, så den kommer til at pynte fint i salatskålen.
Faktisk er det meget nemt selv at tage frø fra tomater – det er jo kernerne inden i tomaten. Det snask der sidder omkring tomatkernerne hedder frøslim- det lyder måske knapt så lækkert, men en meget god beskrivelse. Man behøver ikke tænke på bestøvning, tomater er nemlig selvbestøvende.
Tomater og frø fra bær og frugter skal helst igennem nogens tarmsystemet for at spire. Heldigvis kan man narre frøene lidt, så vi ikke behøver den helt naturlige metode.
Man tager simpelthen bare kernerne ud at tomaten (med frøslim) og lægger dem i et glas vand (bare et par cm) og så skal de gære i 5-6 dage (bare ignorer, at de bliver noget snaskede at se på)
Når de har gæret færdigt, så skal de tages op af vandet og det sidste snask skal gnubbes af. Derefter skal de gemmes et køligt sted.
Så vidt jeg kan læse mig frem til, så skal man, at for at få frø, bruge de gamle sorter- ikke de moderne hybrid planter. De er så gennem krydsede, at man ikke kan være sikker på, hvilken tomatplante man ender med at få.
Næste år vil vi som sagt prøve os frem med tomat frø. Jeg har valgt Noire de Crimee, men jeg vil også have cherrytomater igen og meget gerne Sungold- den har været helt igennem forrygende i år og har givet nogle gode og smagfulde små tomater. Mon ikke også vi finder en sort mere, som skal med i drivhuset. Så det bliver spændende til foråret, om vi kan få det til at virke.
Vi har som sagt har en rigtig god tomathøst i år og det er jo skønt med friske tomater i salat, på rugbrødet men også bare til at spise som de er. Men det kan man også godt køre lidt træt i – så derfor har jeg lavet henkogte tomater (Her er San Marzano sorten virkelig god), nogle af glassene har allerede været i brug til en omgang Bolognese, det gav en rigtig god smag i forhold til alm flåede tomater.
Jeg har også lavet syltede grønne tomater – det har jeg aldrig brugt før, men det kan jeg nu kun anbefale for hold da op, det smager godt.
Et projekt jeg ikke fik afprøvet er at lave Stegte grønne tomater (hvis du er ligeså gammel som mig, så kender du dem godt, fra den fantastiske amerikanske film) til gengæld fik jeg lavet en rigtig god tomatsuppe.
Tomater kan bruges til rigtig meget – heldigvis, for når høsten er god, så er der virkelig mange tomater!!
Husk, at du kan følge med på Instagram @krukkededroemme.dk