Når sommeren ikke skal stoppe


De fantastiske Tvillingeblomster (Diascia Barberea)


Jeg holder så meget af tvillingeblomster. Det er en rigtig sommerblomst, struttende af liv og masser af pastelfarver og så virkeligt fyldt med blomster

Jeg har den i 3 smukke farver i vores krukker; hvid, pink og sart Rosa. Den fåes også i en “rigtig” rød, abrikos og sikkert også flere nuancer.


Tvillingeblomst stammer oprindeligt fra Sydafrika, men den trives rigtig godt på vores breddegrader. Man skal naturligvis huske at vande den – den kræver ikke meget, bare så den hverken sopper i vand eller tørre ud..Det er let nok, når først man har planten.

Den bliver ikke voldsom høj, kun ca. 30 cm og så blomstrer den fra maj til september. Hvis ikke den blomstringslængde er nok til at lokke den i indkøbsvognen, så læs med videre… Den smider selv sine visne blomster, så man skal ikke gå og nippe og pille som med pelargonier – Tvillingeblomst er total low maintenance. Ydermere trives den både i sol og halvskygge, så man kan placere dem forskellige steder i haven. Man kan både lave stiklinger og høste frø fra den. Det har jeg ikke eksperimenteret med i år, det kan være jeg kaster mig ud i det næste år. På den anden side, det er en meget billig sommerblomst, så mon ikke jeg lader det projekt være.

Den kan godt blive lidt ranglet i det, vi er nu sidst i juli, så vores er ved at være lidt ranglede. De skal nu klippes ned og så kommer den igen og giver en omgang blomster mere. Det varer dog en månedstid inden den kommer igen med blomster, så man skal lige have lidt tålmodighed. Jeg tænker at stille krukkerne lidt i “venteposition” bagerst i haven, indtil de blomstrer igen. 



Det var min mor, der introducerede mig til tvillingeblomsten, da den (ifølge hende) “nok var den sommerblomst, der havde bedst overlevelseschancer i min varetægt” – som I nok kan høre, så var der altså ikke meget tiltro til mine evner i haven. 

Jeg blev også nøje instrueret i, hvad jeg skulle se efter, når jeg købte blomsten, så jeg fik den rigtige plante med hjem og ikke en eller anden uskyldig sommerblomst offer, der så ville mistrives i mine krukker. 

Tvillingeblomster har sådan nogle “tapper” på bagsiden af blomsten- sådan kan man kende dem, hvis man som mig er have- novice. 


Men jeg fik da købt de rigtige blomster og Tvillingeblomsterne og jeg har siden videreudviklet vores sommer venskab. Men det får en brat afslutning når vinteren kommer- tvillingeblomsten er nemlig en 1-årig plante. Jeg har hørt, at nogen har fået den til at overvintre i et opvarmet drivhus, men da vi ikke har et orangeri (endnu), ja så må Diascia Barberea og jeg altså skilles for en stund- for disse blomstrende tvillinger, de er klart et “must have” i vores krukker næste sommer igen.